Kirkens Historie

 

Ellidshøj kirke er, som utallige andre kampestenskirker, blevet rejst i den store byggeperiode, fra år 1150 til år1200.

Kirken syner ikke stor, selv om den er placeret øverst på skrænten over byen. Men den har været imponerende, da den var ny.

I dag er Ellidshøj kirke som i middelalderen sognets kirke. Ved reformationen overgik al kirkejord til kronen. Men meget af jorden blev afhændet igen. Ellidshøj kirke blev solgt til Lindenborg gods. Grevskabet ejede kirken til 1908, hvor den blev overdraget til menighedsrådet ved en ekstraordinær synsforretning den 16. december.

Kirken bestod oprindelig af et skib med kor opført af granitkvadre. Loftet var som i alle romanske kirker et fladt bjælkeloft. Der var to indgange, en nord- og en syddør, en til hvert køn. Kvindernes dør var i nord, og den går man stadig ind ad hver søndag. Syddøren er muret til, men indvendig kan man stadig se hvor døren har været, udvendig er alle spor af døren forsvundet. Murerne er blevet omsat flere gange, dog ikke nordmuren. Til gengæld er der her bygget et våbenhus foran indgangsdøren. Det er bygget af røde mursten og hvidkalket.

Vinduerne er enten nyere eller ændret bortset fra et enkelt vindue i korets nordside. Det har stadig sin romanske rundbue. I åbningen er indsat en trælem, dette tyder på, at formålet ikke har været at give lys til koret, men en tanke kunne være at lemmen har stået åben under gudstjenesten. Udenfor på kirkegården kunne de spedalske så høre, hvad der foregik inde i kirken.

I gotisk tid fjernede man det flade loft og erstattede det med spidsbuede hvælvinger, hver med 8 firkantede ribber. Korbuen har skråkantede kragsten i hugget granit. Der er ingen sokkel, men da gulvet er hævet, kan den befinde sig under det nuværende gulv.

På triumfvæggen blev der i 1961, under en hovedistandsættelse af kirken ved arkitekterne Axel Schou og Adam Christensen, afdækket et kalkmaleri fra 1562

Årstallet er usædvanligt, de fleste kalkmalerier i vore kirker er fra 1400-tallet eller tidligere. Tilmed blev mange af malerierne overkalket ved reformationen i 1536.

Maleriet viser Jesus, der vandrer mod Golgatha. Forrest i billedet den tornekronede Kristus, fulgt af Simon af Kyrene, der bærer korset. En lille kvindeskikkelse støtter korset, medens en langstrakt kvindefigur afslutter billedet. Hvem de to kvinder er vides ikke, men det kunne være Maria Magdalene og Maria, Jesu mor. En anden mulighed er at det kunne være Maria og et billede af kirkens ejer.

Maleriet er foroven og forneden afgrænset af et sort farvebånd. Farverne er blegrød, rødbrun, grøn og lys okker. Spredt omkring i billedet er der stiliserede træer. Billedet blev restaureret i 1968 og igen ved den store restaurering i 2002

Inde i korbuen er der tydelige spor af rød farve, som har dannet bund for en bladudsmykning, ligeledes ses et tydelig billede af en fugl.

Ved en hovedistandsættelse af kirken i 1981 fandt man en ribbe- og kappedekoration fra 1500-tallets begyndelse på væggene og hvælvingen i koret, med narrehoveder og geometriske tegninger. Desværre var den ret medtaget, så det daværende menighedsråd besluttede at lade den male over igen.

Som det er tilfældet i så mange af vore kirker, blev inventaret til dels skiftet ud efter reformationen. Altrets kerne er et gammelt granitalterbord opmuret af kvadre. Alterbordet er også en helgengrav med et relikvieskrin. Det ligger stadig på sin plads i altret, en lille kvadratisk blykapsel. Dækstenen mangler og blev erstattet af en træplade ved en restaurering i 1955. I træpladen der ligger oven på granitaltret er der indsat en glasplade, så det er muligt at se skrinet.

Altertavlen er fra slutningen af 1600-tallet og har søjle- og vingeprydet tredelt storstykke med glat gesims kronet af et topfelt med vinger og trekantgavl.

Tavlen er grå og sortmalet med forgyldninger, men i forbindelse med restaureringen i 2002 påvistes ældre bemalinger i blå grå farver.

   Alterbilledet er fra 1859 og forestiller ”Kristus som den gode hyrde”

Kirkens kalk er i 1693 skænket til Svenstrup kirke af Mads Christensen Klestrup og hustru. Alterkanden og oblatæsken er anskaffet i 1967 til afløsning af genstande af porcelæn anskaffet i 1883. før 1883 var oblatæsken en blikdåse, alterkanden dog af messing.

  Malmstagerne er fra 1623. på den ene ses initialerne IAH på den anden initialerne IPD. Under initialerne er der indgraveret to våbenskjolde.

Skranken og knæfaldets udformning stammer fra renoveringen i 2002 hvor der ligeledes blev sat ny lysramme op over koret.

Da man lagde nyt gulv i 2002 fandt man en grav til højre for altret, menighedsrådet valgte at restaurere gravrammen og ophænge både den og dækfliser på vægen i koret. Der blev ligeledes lavet en lille træplade, hvorpå man kan læse inskriptionen:

  ”Her under hviler hæderlige vellærde nu salige mand Jacob Madsen barnefød i Holstebro son vaar sogn præst til Elleshøy oc des annesi en 10 aar oc boede oc døde der den 22 november anno 1690 i hans alders 51 aar. Gud give hannem en glorværdig opstandelse”.

Prædikestolen er i egetræ og fra omkring 1600. I de fem felter er der udskårne relieffer med motiver fra Det nye Testamente: Hyrdernes tilbedelse, Jesu dåb, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Over og under reliefferne er der latinske indskrifter. Oversat betyder de: Jorden skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Gud er blevet menneske for os. Det er min udvalgte søn. Matthæus. Han blev knust for vore synder. Han blev oprejst til retfærdighed for os. Jeg stiger op til min fader og jeres fader.

Billedskæreren har ikke været stiv i latin. Ordene skilles og sammensættes på helt vilkårlig vis, og han laver mange fejl. I ordet TERRA (jorden) mangler der for eksempel et R, og i NOSTRA PECCATA (vore synder) bliver til MOSTRA PECCATA (”mosters” synder). Og i den sidste sætning i indskriften laver han er E om til et F og et P om til et R, så det latinske PATREM (far) bliver til RAT RFM, hvilket ikke giver nogen mening.

Ved restaureringerne i 1980 og 2002 blev også prædikestolen istandsat, bl.a. blev forgyldningerne udbedret .

Der har stået mange forskellige præster på prædikestolen. De huskes ikke alle for deres fromhed. En af dem, Henrik Jensen Kjærulf, var en stridbar herre. Han lå  ustandseligt i proces. Både med slægtninge og folk fra sognet. En bonde, der overfaldt ham og beskadigede hans hånd, ville han have dømt ”fra livet eller til Bremerholm”, et berygtet tugthus. Til sidst blev det for broget for myndighederne og præsten blev suspenderet i 1640, efter ni år. Under sagen mod ham blev han 2 gange udlagt som barnefader. I det hele taget var der meget vrøvl med præsterne i Ellidshøj i 1600-tallet. Oluf Andersen Hofman, der var præst fra 1672-80, endte, ligesom Henrik Jensen Kjærulf, med at blive fradømt sit embede. En af præsternes, Mads Sørensens, svigermor blev brændt som heks i Aalborg i 1620. Senere er præsterne dog heldigvis blevet mere fredelige.

Døbefonden er romansk. Udsmykningen er meget enkel. Den slags fonte står i adskillige af Himmerlands kirker. Men den har tjent menigheden trofast. Oprindelig har den stået mellem de to indgangsdøre, kun de døbte hørte hjemme i menighedens fællesskab i kirken. Senere er fonden flyttet op under triumfbuen, og under restaureringen i 2002 blev den igen flyttet. Denne gang blev den placeret foran kalkmaleriet, modsat prædikestolen, dels giver det mere ligevægt i kirken, men mest fordi man ønskede bedre plads under triumfbuen til anbringelse af kister, når der er begravelser.

Dåbsfadet er af messing og stammer fra 1722.

 

 

Kirken er forsynet med to malmlysekroner, den ene er i 1918 skænket af gårdejer Søren Klæstrup ( samtidig skænkede han også et orgelharmonium). Den anden blev i 1919 skænket af ”Jens Lyngberg Christensen, Chr. Kjær, S. Svendsen alle af Ellidshøj. Poul Winther, L. Thoft Winter og Niels Andersen alle af Bonderup, som svarer til den der allerede hænger i kirken”, som der står i synsprotokollen.

I nichen, hvor syddøren har været, er der anbragt en gammel ligsten over sognepræst Christen Andersen Schalesin, død 1789. Af indskriften fremgår det, at han har været sognepræst i Ellidshøj i 27 år fra 1762 til1789. Han har været gift 2 gange. Som det ofte var tilfældet blev han gift første gang i 1763 med en 9 år ældre enke, dog ikke forgængerens. Marianne Lemmichke var enke efter en tegnbrænder. Måske et godt parti? Stenen lå oprindelig i korgulvet. Den blev hævet i 1880. I 1911 blev den taget op og anbragt på sin nuværende plads.

Kirkebænkene er anskaffet i 1882,. Men også præsten havde brug for en stol. I 1884 anskaffes en armstol ”som den i Volsted Kirke”, den står stadig i koret.

I dag har kirken elvarme. Det er ikke en varmekilde, man lægger mærke til. Sådan var det ikke i kakkelovnenes tid. I 1902 står der i synsprotokollen: ”Synet ønsker meget, at den nuværende stygge kakkelovn ombyttes med en anordningsmæssig kirkeovn”. Allerede året efter er det bragt i orden.  

Orglet er fra 1993. og tegnet af arkitekt Jørgen Schepelern og bygget af Marcussen og søn i Åbenrå. Orglet har 11 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. Orglet består af 650 piber. Den mindste er et par centimeter og den største et par meter. Det er håndarbejde, hvilket også afspejles i prisen. I 1993 kostede orglet omkring 1,2 million kroner.

 Vi forlader nu kirken gennem våbenhuset. Den gamle solide egetræsdør er lukket med en nøgle, der er 17 cm lang.

1917 ønskede menighedsrådet, at den gamle dør skulle erstattes af en ny dobbeltfløjet dør, men det blev aldrig til noget.  Som det hedder i synsprotokollen: ”Anskaffelse af yder Dør i Vaabenhuset har Synet intet imod, at denne Sag begrundet Hensyntagen til de økonomiske Vanskeligheder foreløbig stilles i Bero” heldigvis, kan man godt sige. Dørpartiet er stadig det samme, som da våbenhuset blev bygget. Våbenhuset blev nyindrettet i 1988 og gulvet blev nylagt med de gamle sten i 2003. I 1870`erne havde man nogle småproblemer med inventaret i våbenhuset. Knagerækkerne forsvandt pludselig, da de skulle males. Nye måtte anskaffes og anbringes ”snarest muligt”.

Kirken blev aldrig forsynet med klokketårn. Så den gamle klokke fra sidste halvdel af 1100-tallet har ført en omtumlet tilværelse. I en beskrivelse af kirken fra 1884, af Frederik Uldall, antydes det, at klokken på et tidspunkt har hængt i en klokkestabel ved den vestlige gavl. Senere er den i alt fald blevet anbragt i en åbning i østgavlen, hvor den stadig hænger. Klokken anses for at være en af landets ældste. Klokkestolen er fra 1983. klokken blev samtidig restaureret, og det blev bestemt, at den ikke må flyttes fra den nuværende plads. I dag bruges klokken kun ved meget specielle lejligheder.

I 1990 fik kirken ny klokke, samtidig med Svenstrup kirke. Klokken er støbt i Pierre Paccards klokkestøberi i Annecy i Frankrig. Den blev indviet påskedag og bærer en latinsk inskription som oversat til dansk lyder: ”Jeg kalder på alle til Guds ære, hilser min søster i Svenstrup- Pierre Paccard gjorde os i året 1988” . Klokken er anbragt på kirkegården vest for kirken i en klokkestabel tegnet af  arkitekt Jørgen Schepelern.

Nord for kirken, lige ved kirkegården, ligger en graver- og kapelbygning opført 1985. i umiddelbart forlængelse heraf ligger sognegården, bygget 1991.

En usædvanlig smuk og velproportioneret bygning, der føjer sig smukt til graverbygningen og danner en helhed sammen med kirken. Middelalder og nutid klæder hinanden. Sognegården rummer et kontor og en mødesal. Stedet bliver flittigt brugt, ikke alene til sogneaftner, men til mange slags aktiviteter for alle.

Der henvises flere steder til ”synsprotokollen”. Det er den bog, hvor alle mangler ved kirken indføres ved det årlige syn. Den nuværende synsprotokol går tilbage til 1863.